Booking

Odense Havnebad holder øje med vejret

Sommeren giver ofte lyst til en svømmetur, og Odense Havnebad er et populært valg. Den varme påske har givet sommerfornemmelser, og varmen kan fremrykke overgangen til sommeråbningstider i havnebadet. Det gode påskevejr bød på solskin og sommerstemning, og de høje temperaturer giver uden tvivl flere lyst til en dukkert – eks. i havnebadet.

Efter planen overgår Havnebadet til de udvidede sommeråbningstider lørdag den 01. juni, men i princippet kan sommeren også komme til havnen før denne dato.

- Vores havnebad benyttes året rundt, men vi er nok mange, der foretrækker lidt varme i luften, før vi hopper i vandet. Forhåbentlig gav påsken løfter om, at sommeren er på vej, og dermed varer det heller ikke længe, før der for alvor bliver interesse for havnebadet. ”Vi skal i hvert fald nok være klar”, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Odense Idrætspark holder sig parat til at skifte til sommeråbningstider efter den 06. maj, hvis temperaturen kommer over 18 grader tre dage i træk.
Aktuelt kan det – ifølge den lange vejrudsigt for Odense – blive relevant omkring den 26. maj, hvor meteorologerne gætter på en uge med 18-20 grader.

Det kan også blive tidligere, hvis vejrguderne ønsker det, dog senest den 1. juni, uanset temperaturen.

I øjeblikket holder Odense Havnebad åbent to til fire timer hver dag, men når sommeren endelig kommer, bliver det muligt med en svømmetur fra kl. 06.00 til 07.30 samt mellem kl. 11.00 og 18.30 alle ugens dage.

Du finder åbningstiderne for Odense Havnebad, og de øvrige svømmeanlæg, på Idrætsparkens hjemmeside

Del siden: