Spring til indhold
Luk


For at sikre alle brugere en god oplevelse på vores mange svømmeanlæg, har vi udarbejdet et samlet ordensreglement, der beskriver retningslinjer og procedurer på de vigtigste områder, så vi får bedre forudsætning for at vise hensyn til hinanden.

    Generelle retningslinjer for brug af svømmehallen
  • Ophold i svømmehallen sker på eget ansvar - under kyndig overvågning af vores livreddere
  • Personalets anvisninger skal altid følges
  • Vi påtager os intet ansvar for personlige ejendele, der efterlades i lokaler, skabe eller værdibokse

  • Børn under 8 år skal være ifølge med en voksen over 18 år
  • Når et barn er fyldt 7 år, har det ikke længere adgang til omklædningsrummene for det modsatte køn (kontakt venligst personalet, hvis der er behov for hjælp)
  • Børn med svømmevinger/-bælter må kun opholde sig på lavt vand, og skal altid være sammen med en voksen
  • Den dybe del af bassinerne må kun benyttes, hvis du minimum kan svømme 25 meter (uden hjælpemidler)
  • Flaskedyk i den offentlige åbningstid er ikke tilladt, og der henvises til at tage kontakt til dykkerklubberne
  • Påvirkede personer (alkohol, euforiserende stoffer e.l.) har ikke adgang til anlæggene
  • Vi forbeholder os retten til at bortvise brugere der ikke følger ordensreglementet. I grovere tilfælde kan der udstedes en karantæne fra anlægget
  • Vi forbeholder os retten til at ændre på svømmehallernes åbningstider, og bassinernes opsætning
Hygiejne
  • Kun badegæster iført rent og anstændigt badetøj har adgang til anlægget
  • Der må ikke bæres undertøj under badetøj
  • Efter toiletbesøg skal der foretages en ny grundig afvaskning med sæbe
  • Intimbarbering skal altid foregå i aflukkede run, eller bagved forhæng. Husk at fjerne hår efterfølgende.
  • Børn der bruger ble skal både være iført en svømmeble, OG en stramtsiddende blebuks udenpå
Fotografering
  • Vi frabeder brug af smartphones, tablets o.l. i omklædningsrummene, af hensyn til diskretion overfor de øvrige gæster, da det meste digitale udstyr i dag har indbygget kamera, og vi ikke kan kontrollere brugen heraf
  • Fotografering er ikke tilladt i svømmehallen, men du kan få en særlig tilladelse, ved at spørge personalet om lov

    Foreningers ansvar ved brug af svømmehallen

I svømmehallerne bærer foreninger selv ansvaret for deres medlemmers sikkerhed, ifm. foreningens aktiviteter.
Det betyder at foreningen selv skal stille kvalificeret livredderopsyn ved bassinkanten (kan også tilkøbes hos os).

Folder med grundlaget for livredderopsyn




    Værd at vide om hygiejne


Hvornår må du ikke gå i vandet?
  • Har du diarré, ondt i halsen, ørebetændelse, eller andre smitsomme sygdomme, må du ikke gå i vandet
  • Hvis du har fodsvamp eller fodvorter - og ikke er i lægebehandling - må du heller ikke gå i vandet

    Hvorfor skal man skylle håret og vaske sig ? Og hvorfor uden badetøj ?

Alle efterlader "skidt" og "urenheder" i bassinvandet, som naturligt forlader kroppen under ophold i vandet.

Derfor er det vigtigt at alle vasker sig grundigt med sæbe, og at håret skylles/vaskes (med mindre badehætte anvendes) - inden svømmetøjet tages på - for at fjerne urenheder fra kroppen (eksempelvist døde hudceller). 
Ellers vil skidt og snavs havne i badevandet, og så skal der bruges flere kemikalier på at holde vandet rent.

Af hensyn til badevandets kvalitet, er det derfor helt essentielt at der foretages en grundig afvaskning af kroppen,
inden svømmebassinerne benyttes. 

Mere skidt – mere klor

Det vigtigste at understrege i denne sammenhæng, er formålet bag grundig afvaskning, nemlig et begrænset kemikalieforbrug. Én gæst der vælger at springe bruseren over, forurener nemlig i gennemsnit lige så meget som 25 personer der fik vasket sig (!). For at kompensere for den ekstra mængde skidt, forhøjes klortilførslen på bassinerne, hvilket betyder en generelt forringet kvalitet af badevandet, samt en skadelig effekt på miljøet.

Klor er desuden særdeles reaktivt, dvs. det hurtigt går i forbindelse med andre stoffer. Det er derfor man bl.a. kan opleve højere klorværdier på egen krop, i form af irriterede slimhinder og sviende øjne. Hvis et bassin indeholder særligt mange urenheder, kan der (i værste tilfælde) dannes usunde luftarter.

Nogle af de urenheder vi selv kan være med til at begrænse, er især kosmetik produkter, såsom creme, parfume, pudder, læbestift, hårlak, voks mm., der alle påvirker badevandets kemi negativt.


   De 2 typiske faldgrupper

Det er ofte de samme to problemstillinger der går igen, når hygiejnekravene nedprioriteres: 

(1) ”Bare rolig, jeg har da vasket mig hjemmefra?”
Selvom huden kan føles ren efter et bad, så begynder bakterierne på kroppen igen at gro, straks efter afvaskning. 
Når først man har haft tøj på, eller måske endda været udenfor, er bakterierne tilbage i fuldt flor. 
Derfor er det altså ikke tilstrækkeligt, at have været i bad hjemmefra.

Kort sagt, så bør grundig forudgående afvaskning ganske enkelt betragtes som en almen forudsætning, for at kunne benytte svømmehallen, da det er til vores alles bedste.

(2) Ingen badetøj under bruseren
Ligegyldigt hvor meget man gør sig umage, så er det umuligt at vaske sig grundigt, hvis man er påklædt under bruseren. Derfor stiller miljøstyrelsen krav om, at svømmehalsbrugere vasker og skyller sig - uden badetøj på.

Det er i øvrigt også en dårlig idé at lade badetøjet ligge foran sine fødder under bruseren, da sæbe og skidt så ryger ned i badetøjet, og således alligevel ender med at blive transporteret til svømmebassinerne.


    Svømning er sundt - men klor er giftigt

Klor er et glimrende redskab til at slå bakterier ihjel, og derfor tilsættes alle vores svømmebassiner klor, med henblik på at forhindre smitte. Desværre har klor dog også den bivirkning, at det i større mængder er skadeligt for både mennesker og miljø, så det gælder om at anvende mindst muligt.

Desuden er alle vores svømmeanlæg miljøcertificerede, og derfor er vi forpligtede til at holde anlæggene "sunde", ved at begrænse vores kemikalieforbrug i størst muligt omfang, og det er her vi har brug for jeres hjælp !

I kan nemlig bidrage hver især, ved at foretage en grundig afvaskning inden bassinbrug, hvilket giver os mulighed for at holde klorforbruget på et minimum. Dermed kan vi garantere rent badevand, som vi alle kan nyde godt af.

Tak for hjælpen.
"En Ren Fornøjelse" (udviklet af Team Bade)